mandag den 9. januar 2017

Lækker chokoladekage med hasselnødder og hindbær&lime coulis.

Foto: Sara B. Hansen.
Her får du opskriften på en virkelig lækker chokoladekage, som smager så dejligt som dessert - gerne suppleret med et par kugler vaniljeis eller bare som den er til eftermiddagskaffen.
Der er nogen der vil sige "Falsk varebetegnelse!" for den er slet ikke med chokolade men med kakao  - men lad det ikke skræmme dig væk, for den smager VIRKELIG så godt, at de fleste vil tro, at den er med masser af syndig mørk chokolade.
Den friske hindbær og lime coulis er skøn dertil og begge dele er nemme at lave og kan forberedes i godt tid, hvis du venter gæster.

En kage til springform på cirka 25 cm i diameter(8-10 personer):

180 gram smør
1½ dl vand
2 store æg
300 g. rørsukker
Korn fra en vanijestang
180 g. hvedemel
60 g. god kakao
1 tsk bagepulver
100 g. hakkede hasselnødder 

Hindbær & lime coulis:
300 g. hindbær
3 tsk. flormelis
kornene fra ½ vaniljestang
saft fra 1 lime
½ dl vand.

Desuden: Evt. God vaniljeis til servering 1 liter rækker til ca. 6 personer.

Foto: Sara B. Hansen.

Kom smør og vand i en gryde og smelt det ved medium varme. 
Flæk vaniljestangen og mas kornene ud i lidt sukker så den bliver nemmere at fordele i dejen. Pisk æg, sukker og vaniljekorn til en luftig æggesnaps. 
Bland Kakao, hvedemel og bagepulver sammen og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det sammen med lette bevægelser. Tilsæt nu den varme smeltede smør/vand blanding og vend dejen sammen. 
Gør nu en springform klar til dejen. Klem et stykke bagepapir fast om bunden og smør siderne godt med smør eller bagespray. Kom dejen i formen og drys med hasselnødder.
Sæt i ovnen ved 185 grader i ca. 35 min. Mærk efter med en kødnål om den er klar(der må ikke hænge fugtig dej ved).Afkøl kagen og tag den ud af formen.

Lav nu din hindbær og lime coulis ved at komme alle ingredienser i en gryde g koge ca. 6 min.til hindbærene koger ud. Kom i en skål og lad køle af i køleskabet.

Server kagen med hindbær og limecoulis og evt. et par kugler is hvis det skal være rigtig dessertagtig og kom et par skefulde coulis henover.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar