søndag den 14. august 2016

Pæretærte med bagt marcipancreme.

Foto: Sara B. Hansen.
Frugttærter er skønne, måske derfor der er gået lidt "tærte i den" herhjemme for tiden :-) Så da jeg havde 7 modne pærer liggende i frugtskålen, virkede det som det eneste rigtige at finde på noget lækkert at bruge dem til.
Tærten er velegnet som dessert med en lille smule vaniljeis til men er naturligvis også god til eftermiddags kaffen. Den vil uden tvivl begejstre dem som får lov at smage.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser til en stor tærte:


Mørdej:


150 g. mel
100 g. smør
50 g. flormelis
100 g. sukker

Vaniljekorn fra ½ stang
1 lille nip fint salt
1 æg


Marcipancreme:



100 g marcipan
100 g sukker
100 g blødt smør
2 æg
30 g hvedemel

6-7 pærer, skrællet og skåret i kvarte.

Drys:

3 spsk. hakkede mandler el. mandelsplitter.

Foto: Sara B. Hansen.

Først laves mørdejen, da den lige skal hvile 30 min på køl inden udrulning.
Mel og smør smuldres sammen til en rasplignende struktur, flormelis og salt sigtes i og dejen samles hurtigt med ægget. Det er vigtigt kun lige at vende sammen til dejen er sammenhængende- den skal ikke æltes længe. Pak i film og lad hvile i køleskabet i 30 min.

Herefter rulles dejen ud så den passer til den valgte form. Drys lidt mel på boret så den ikke hænger fast og også på kagerullen. Overfør forsigtigt dejen til formen. Skær kanterne rene (på en metalform klemmes blot mod kanten og dejen passes til på denne måde). Prik bunden med en gaffel. Kom bagepapir over og fyld med tørrede bønner, linser, ris e.l. for at undgå at siderne krymper ned under bagning. Bag 15 min ved 175 grader. 
Fjern bagepapir med bønner (gem dem til en anden gang).

Riv marcipanen og pisk med sukker og smør. Tilsæt æggene et af gangen, mens der piskes. Rør hvedemel i massen. Fordel cremen på en bagte tærtedej.

Fordel pærer i kvarte over cremen og drys med mandler. bag tærten i ca. 25 min. til gylden og gennembagt.

Lad tærten køle lidt inden servering.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar